Jeg sætter normalt stor pris på Torben Steno, hans skæve indlæg og synsvinkler er befriende morsomme og som oftest tankevækkende. Hans anarkistiske tilgang til verden er noget man ser for sjældent, for modsat eksempelvis den gennemsnitlige stand upper, der primært gør sig i perfiditeter om kendte, arketyper som svigermødre eller holder sig under bæltestedet, besidder Torben Steno en humor som er kan karakteriseres som venlig. Og det er der heldigvis fortsat et publikum til.
Men nu synes jeg faktisk at han tager munden for fuld. Han (som så mange andre i min bekendtskabskreds) brokker sig i Politiken over danskernes manglende høflighed. Ikke overraskende får 68’erne skylden. De får skylden for alt i øjeblikket. Men den gider jeg ikke tage nu.
I henhold til Steno er det fordi de (68’erne) partout evig og altid skal være grænseoverskridende, og det har medført egoisme og manglende høflighed. Han bebrejder retfærdigvis også sin egen generation (han er født i 1959).
Jeg synes simpelthen det er for nemt at bebrejde dem igen (stadig 68’erne), og i øvrigt oplever jeg sgu ikke danskerne som specielt uhøflige sammenlignet med de udlændinge som Steno sammenligner med. Han sætter ligefrem sin lid til at den unge generation har lært høflighed i udlandet, og at det vil smitte af på danskernes opførsel herhjemme. Ææææhhh, I don’t get it??? Han efterlyser bla. et “S’il vous plait” og et “please” ind i mellem. Okay, den er jeg med på – da jeg i en kort periode i 1988 boede i Paris lærte jeg ret hurtigt, at vejen ud af en overfyldt metro var et sukkersødt “excuse moi” efterfulgt at et nyrestød med tasken der må have afstedkommet blod i urinen dagen efter. Meget høfligt. Jeg har før citeret Keith Richards, der havde en lejlighed i Paris i 70’erne, for at sige “Jeg elsker Paris, men hader pariserne. Jeg har gjort det til en sport at gå ned ad gaden og se hvor langt jeg kan komme før jeg bliver fornærmet første gang”. Yup, I know that feeling. Det skulle angiveligt være blevet bedre de sidste år, men jeg vil se det før jeg tror det. De unge englændere i flok jeg har mødt, er generelt heller ikke just høviskheden selv. Faktisk undrer man sig undertiden over, at de vandt krigen. At Steno roser engelske hjemløse for at sige “Please” og “Sir” og det som værende en indgroet del af deres kultur, finder jeg lidt kynisk, hvis de ikke gjorde det, ville det være påfaldende. Jeg tror virkelig ikke at man skal lægge nogen kulturel høflighed i det.
Jeg kunne til nød forstå hvis han talte om storbymentalitet, hvilket kan bunde i så meget forskelligt – stress, for mange mennesker på et sted, almindelig travlhed osv, men nej, det er danskerne generelt den er gal med.
Det er i det hele taget ikke småting vi ikke får skyld for af Steno: Vi er tvangsjovialiserede Vi taler indforstået, som om vi er venner hele tiden, og krammer hinanden i ét væk, vi er falske og naturligvis uhøflige. Arh – kom nu Torben, så slemme er vi vel heller ikke hele tiden. Franske kindkys er nok heller ikke andet end en formalitet, og asiaters smil er for mig lidt svære at aflæse. Se blot “Broen over Floden Kwai” (JOKE!!!)
Jeg oplever bare ikke den ufattelige afstumpethed de fleste af mine modmennesker (og Steno) beskriver. Mit politiske ståsted er de fleste af mine bekendte bekendt (et sted mellem Enhedslisten og Rote Armee fraktion), så jeg burde have rigeligt at lave vrøvl over, for de sidste 10 års regering har ved gud gjort os en kende egoistiske.
Men alligevel synes jeg at folk generelt er meget flinke – desværre! For hvor mine rakkede venner mødes med uhøflighed, grovhed grænsende sig til vold og nedladenhed bliver jeg generelt behandlet neutralt eller ligefrem venligt. Men det er bestemt ikke udelukkende med min gode vilje! Her ligger man inde med en perlerække af grovheder at slynge tilbage i hovedet på eventuelle misdædere, og så sker der ikke og en skid! Det er ikke retfærdigt! Jeg talte med min så ofte på min blog omtalte ven Per i går, og han sagde, at det kan skyldes at jeg generelt er et vældigt høfligt menneske. Under normale omstændigheder havde jeg jo smækket røret på, for det er dog begrænset hvad jeg vil tage til mig, men jeg var i nogenlunde humør, og lod den passere. Sæt nu at han for engang skyld havde ret.
Og måske har han virkelig ret – irriterende nok når man har W.C. Fields som humoristisk forbillede. Jeg prøver i min omgang med mennesker jeg ikke kender, generelt at være venlig. Det kan der selvfølgelig være flere årsager til: Det virker afvæbnende og det kan skjule eventuel usikkerhed, men det tror jeg faktisk ikke. Primært fordi jeg hverken er konfliktsky eller usikker i min omgang med fremmede. Måske falder det mig bare naturligt at være relativt venlig. Min oplevelse er, at mangt og meget kan løses med øjenkontakt, lidt humor og et smil, og jeg synes altså ikke kun det er mig der tér sig sligt. Hvis Torben Steno selv møder danskerne med den attitude han siger dansken generelt lægger for dagen, kan der muligvis ligge en hund, nej en hel kennel, begravet i hvordan han føler sig behandlet.
Forstå mig ret, jeg er bestemt ingen engel. Jeg opfatter ofte folk som værende lallende idioter, ellers havde vi da for helvede ikke VKO ved roret i så mange år, men de er et onde jeg må leve med, og derfor kan man ligeså godt opføre sig ordentligt overfor dem. Undtagen når det modsatte stikker mig selvfølgelig. Faktisk er det kun mine venner, jo nærmere jo værre, der oplever mit kun let, fra min fader nedarvede, koleriske temperament, der kan være til tider endog yderst urimeligt.
Faktisk virker det på mig, som om at flere af mine venner nærmest leder efter at blive fornærmet. Al ære og respekt for det, men er det så ikke sjovere at slå først og titulere kvinder på omkring 60 med “De” (læs: få dem til at føle sig som 80 årige), være overdreven høflig overfor folk der virker irritable, og imødegå et vredesudbrud med “Men Deres gode humør, det kan jeg ikke tage fra Dem”. Tro mig det virker, og det er dem der får mavesår – ikke mig. Samtidig kan man underholde de omkringstående.
Jeg synes at Torben Steno skyder noget så over målet, og at dømme ud fra et par af kommentarerne i Politiken, er han vist heller ikke for god selv mht. høflighed. Men herregud, alle kan have en dårlig dag.
Han skyder med spredhagl på hvad han med rette kunne have kaldt storbymentalitet, omend København som storby er lidt af en overdrivelse. Jeg synes ud fra hvad jeg kender til ham, ikke at det ligner ham, endsige klæder ham med sådanne udgydelser.
Men heldigvis at visse mennesker har det sådan med deres med- eller modmennesker. I går da Per kaldte mig “høflig”, sad han i den bilkø der var opstået fordi man valgte at begynde ombygningen af Nørreport netop i går. Han var sanseløs af raseri!! Ubetaleligt – den slags giver livet værdi…