Rasmus C. Olsen

Mag. Art. Kunsthistorie

Håndsæbe

by Rasmus - marts 9th, 2014

Forleden løb min dunk med håndsæbe tør. Jeg plejer at købe Irmas den socialdemokratiske uden smag, men den var udsolgt.
Nå, men sådan een må man jo ikke mangle, så jeg investerede i en dunk “Nordic Spirit Håndsæbe”, hvor jeg “Oplever følelsen af velvære fra den nordiske natur – Hvede, honning, humle”.
Det ævl burde jo have fået alarmklokkerne til at ringe, og når der så oveni er en varedeklaration bagpå, der ser ualmindelig dødelig ud… ja, jeg ved ikke hvad jeg tænkte. Vel sagtens, at det jo bare er en dunk sæbe. Det er det jo ret beset.
MEN!!! Det er hverken noget nordisk eller nogen form for velvære jeg tænker på, når jeg vasker hænder. Nej, den sæbe stinker af begravelse. Våde blomster, gran, lidt for meget parfume, kolde kalkede kirker og stearin. Lugten er et parfumens memento mori, og flere gange om dagen tænker jeg på altings forgængelighed, og at det hele også kan være lige meget.
Men jeg er efterhånden ret stiv i teksten til “En Rose så jeg skyde”.

Danefæ!!! Mindst

by Rasmus - august 13th, 2013

Det følgende er en overspringshandling – jeg GIDER ikke stryge skjorter…
I går opgylpede jeg nogle erindringer fra Ved Volden boligkomplekset på Christianshavn i 70’erne. Heldigvis for mig, desværre for de åndssvage skjorter, er jeg kommet på een til.
Vi var mange børn i gården. I flere aldersklasse, men alligevel var der noget sammentømret over os (bagklogskab? jeg er ikke sikker). I hvert fald, når det gjaldt passede de store på de små, og håbede så på at nogen passede på dem.
Som regel legede de enkelte aldersklasser med hinanden, og lod de små/store passe sig selv, men den dag jeg vil omtale, var vi faktisk sammen om noget.
Jeg kan ikke huske hvor mange vi var, men jeg jeg gætter på en 7-8 stykker i alderen fra ca. 4 til ca. 10. Jeg mener at jeg var godt 9. Jeg husker til gengæld handlingsforløbet ganske udmærket. Vi var nede at lege ved voldgraven ned for Lille Mølle, noget der IKKE var populært hos i hvert fald min mor – hun begravede jo de børn der druknede i voldgraven. Min far tog det mere roligt, måske fordi han havde fire børn fra tidligere ægteskab.
Christianshavns voldgrav var vildt morsom! Alt muligt underligt kunne man finde i den. Både kanyler og gamle cykler. Denne specielle dag fandt vi noget jern der stak over lidt ude i vandet.
Med til historien hører, at noget tid inden var fundet en større guldskat ved kysten udfor Vejby Strand i Nordsjælland, ikke langt fra familiens sommerresidens. Det fandt jeg jo naturligvis vildt interessant, og det var således med kendermine, at jeg kunne fastslå, at der var tale om Danefæ, og at det skulle afleveres (af os) på Nationalmuseet.
Jeg må have udtalt mig med stor autoritet, for alle var med på idéen, skønt de små nok ikke har vidst hvad hverken Danefæ eller Nationalmuseet var. Endsige da hvor det lå.
Nå, men vi begav os frejdigt af sted. De første problemer opstod ret hurtigt, da det viste sig at 4årige altså ikke kan gå ret hurtigt, og begyndte at tude. Men vi (eller nok mest deres større søskende) fik dem trøstet, og efter et stykke tid nåede vi de hellige haller ved Frederiksholms kanal. Vort fund havde jeg, som gruppens arkæologiske ekspert i en plastikpose. Vi gik ind og hen til skranken, hvor jeg bekendtgjorde, at vi mente at have fundet noget (det var da i hvert fald rigtigt). Jeg fremdrog herpå vort Danefæ, og lagde det stadig dryppende og mudrede mysterie, på skranken.
Den flinke, og tålmodige mand, ved kassen, thi det var der vi havde henvendt os, fingererede vores skat lidt, og sagde så, “Jeg tror altså ikke det er ret gammelt, der sidder ledninger på det”. Ved nærmere eftersyn kunne jeg faktisk godt se, hvad han mente, der sad faktisk en ledning, men det stoppede mig ikke. “Dem kan vi da bare klippe af”, sagde jeg.
Det videre hændelsesforløb i forhallen på Nationalmuseet husker jeg faktisk ikke, men chefarkæologen (for ham var det uden tvivl), delte åbenbart ikke min kun let revisionistiske tilgang Danmarks oldtid, og audiensen sluttede vistnok ret brat.
Hvor lang tid vi havde været væk fra naturlige biotop, husker jeg heller ikke, men det var først da vi kom ud på gaden, at jeg tænkte på, at vore mødre evt. kunne være en kende urolige/gale i skralden.
Hvordan det kom i stand, ved jeg ikke, men jeg mener at Michael (ca. 8 år) fulgte de helt små hjem, og at Anders (ca. 10) og jeg gik på Tøjhusmuseet. Vi skulle jo alligevel hjem til en skideballe, så man kunne jo ligeså godt få det bedste ud af udflugten, når vi nu ikke skulle være millionærer i findeløn. I øvrigt – Jeg vidste jo godt, at min far ville tage vort fravær meget roligt og at min mors raseri, var til at holde ud.
Det mærkelige er, at da vi omsider kom hjem, fik ingen af os ballade. Det viste sig, at min mor havde undret sig over, hvor jeg dog var, og havde ringet til Anders mor, om hun havde set mig? Det havde hun ikke, og ej heller hendes egen søn, men Michaels mor havde lige ringet for at høre, om hun havde set hendes søn? Da det ligeså stille gik op for gårdens mødre, at de fleste af deres poder var væk, kunne de godt regne ud, at vi jo nok var sammen.

Nå, det var de skjorter…

Nej for fanden, nu skal jeg have frokost

Strøtanker om Christianshavn i 70’erne

by Rasmus - august 12th, 2013

I morges kom jeg i tanke om, at Pete Townshend engang har sagt til Benny Andersson, at SOS er verdens bedste popsang. Det blev sidstnævnte naturligvis glad for, men “kan det nu også passe” tænkte jeg.
Er der noget der minder mig om 70’erne, er det ABBA. Jeg ved ikke om jeg synes, at SOS er helt så god som Townshend siger, men de kunne godt nok noget, de fire svenskere. Eller to af dem i hvert fald. ABBA var dejlig uproblematisk, det forstod jeg allerede dengang. Gasolins tekster fandt jeg lidt deprimerende, og fattede hverken poesien eller humoren. Så gik det lidt bedre med Shu-bi-dua. Deres saftigheder gik dog også som regel hen over hovedet på mig.
Ellers har jeg det generelt meget dobbelt med 70’erne. Det første jeg umiddelbart tænker, er brunt og behåret. En masse afskyelig musik og ditto tøj. En sexbombe fra 70’erne ville formentlig i dag få mig til at klatre op i et højt træ. Højdeskræk eller ej.
Det næste der popper op i mit bedagede hoved er en masse lykkelige barndomsminder fra Ved Volden boligkomplekset på Christianshavn. At dømme efter mine kammeraters generalieblade senere hen, var det vist meget godt vi flyttede i ’81.
Men selv det jeg bestemt ikke brød mig om dengang, kan jeg nu se i et anderledes positivt lys. Bordings Friskole anså jeg for en art gulag befolket af lærere, der ville genere mig på alle måder. Det ville de muligvis også, men i dag kan jeg måske godt se, hvem der begyndte. Der blev min stadig eksisterende paranoia grundlagt, ingen tvivl om det.
Netop fornemmelsen af at nogen var efter mig for det ene eller det andet, er et tydeligt minde fra slut 70’erne. Jeg var dreng for fanden, selvfølgelig lavede jeg lidt ballade. Skraldekælderen gik IKKE op i røg fordi Michael og jeg lavede et lille bål, alt var under kontrol. Der blev kun ballade, fordi Morten (som vi ikke ville have med), partout skulle fortælle hvor vi var, da min far gik forbi oppe på gaden. Det var naturligvis en weekend, hvor min mor var på kursus (?) og ikke var hjemme til at gyde olie på vandene. Det var lidt værre da Anders og jeg smadrede for 600.- elpærer i kælderen, men det var et videnskabeligt forsøg – de lyste meget kraftigt i 5 min. hvis man tjattede lidt til dem. Så opgav de ævret. Måske man som præstens søn skulle have ladet være med, at mørklægge HELE den ca. 500 m. lange kælder. Eller i hvert fald undgå at blive opdaget.
Faktisk er de fædrene skideballer noget af det, der står klarest i mine erindringer om 70’erne. Min mors ditto var meget hyggelige (undskyld mor).
Men generelt – altid var der nogen på nakken af mig.
Jeg kan faktisk godt huske Vietnamkrigen. DR’s børnetv viste – gudhjælpemig – de rædselsfulde billeder af nogle stakkels børn, der, forbrændt af napalm, løb i relativ sikkerhed. Jeg husker det, fordi den fodformede kommentator sagde, at “de løber hen imod soldaterne, som kan hjælpe dem”. “Var det ikke dem der havde gjort dem ondt?” tænkte jeg meget fornuftigt.
The Summer of Punk lagde jeg i en alder af 6 ikke rigtig mærke til – jeg havde for travlt med at lege med min action man. Det samme sagde Sid Vicious om the Summer of Love. Sådan ændrer tiderne sig jo.
Christiania var rart. Mine forældre var ikke rigtig glade for at jeg kom der, men jeg fik ikke et direkte forbud. Folk var generelt ganske rare, og hvis vi ikke lavede ballade, så lod de os i fred. En enkelt gang tilbød en flok grønlændere os et hug på en chillum, men det var nok for sjov.
Ellers var Ved Volden præget af skilsmisser og dysfunktionelle familier (blandt mine venner). Det var meget socialrealistisk, men faktisk lidt trist at tænke tilbage på. Dengang vidste vi da godt, at det vist ikke går så godt hos NN og NN, men vi børn talte ikke rigtig om det, vi accepterede det blot. Men der var vist en årsag til at en stor del af dem gerådede i uføre.
Men alt i alt var det en ubekymret tid – eller er det noget jeg har efterrationaliseret mig frem til? Var verden en jammerdal allerede da? Hvad vil jeg sige om i dag om 30 år? Vil jeg huske at jeg begyndte denne smøre fordi jeg kedede mig?

Kan nogen skaffe mig et job?

Relativt beleven kulturhistoriker søger job som øøhhhh – jeg skriver meget godt og er god til mennesker. Nogen mennesker.

Mad & Vin

by Rasmus - juli 2nd, 2013

Dybt under jorden i Magasin Du Nord ligger dels metroen, og dels et supermarked af de mere velassorterede – Mad & Vin. Der er udgang direkte til metroen fra indgangen til Mad & Vin. Metroen mener formentlig, at det forholder sig stik modsat. Men at det er en glimrende forretning for Mad & Vin, er vist hævet over enhver tvivl.

Om det var på grund af metroen, eller en lyst til at undgå den gemene hob i almindelige supermarkeder, at jeg begyndte at handle der, husker jeg ikke. Men jeg konstaterede ret hurtigt, at deres hjemmelavede gyros var fremragende. Når man som jeg ikke er nogen ørn i et køkken, er det en velsignelse med gode og nogenlunde sunde færdigretter, som man så kan pynte på med fløde, gin, pastis eller rom.

Vist er de fleste ting lidt dyrere, men omgivelserne og udvalget er altså pengene værd, synes jeg. At jeg så ikke gider drage fra Sortedamsøen til Magasin flere gange om ugen, er en anden ting.

Men Mad & Vin er mere end blot et supermarked – det er en sand livsstil! En dag kom jeg derned, og ledte efter min elskede gyros – uden held!! Det skete nogle besøg i træk, jeg spurgte slagtere og andre godtfolk, hvor den dog var blevet af, og fik den besked, at den var udsolgt. Pisos!! En dag skete der imidlertid noget; jeg spurgte efter gyros, efter selv at have ledt – det skulle jeg jo aldrig have gjort.

Den “flinke” ekspedient udstyrede mig med: Min Personlige Shopper!! Gudfader til himmel hest. Shopperen var en mandsperson, der vist godt nok havde gået ledig i et stykke tid (ekstremt usikker), og var cirka ligeså egnet som personlig shopper, som jeg er som atomfysiker. Jeg forklarede ham mit ærinde, og sluttede med at sige at det i hvert fald ikke lå i diskene.

Det skulle virkelig ikke forhindre ham i at se efter een gang til. “Der er ikke mere” konstaterede han slutteligt. “Virkelig???” sagde jeg og gik. Den næste gang jeg kom i andet ærinde, var han over mig som en høg. Ikke at han havde gyros til mig, nej, men han kunne da fortælle mig gyrossens historie. Ahmenaltså – jeg var sådan set flintrende ligeglad, hvilket jeg fik fortalt ham på relativt venlig vis.

Hvis nu klaphattene som det første havde fortalt mig, at slagteren der kokkerede gyros var rejst, med samt sine marinader….

Shopperen forsvandt også ret hurtigt. Måske ledelsen indså at han hæmmede impulsindkøb i en forretning som Mad & Vin. Med ham på slæb tror jeg faktisk, at jeg ville overse den ubegribelige nødvendighed af at prøve pinjekerner med smag af frølår.

For et par uger siden oplevede jeg atter noget ny i Mad & Vin. For enden af rulletrappen – altså der hvor man, hvis man fortsætter ligeud, går ned i metroen, havde man opstillet to musikere. Altså, ikke lige midt i det hele, men op ad en søjle, så de ikke blev løbet over ende. Det var en fredag, fandt jeg ud af på den hårde måde. Folk opførte sig lidt mere som Bandidos, og begrebet chic-brutal var en realitet.

Jeg studsede lidt over de to musicerende stakler. En stod med sin forsvarsløse jazzguitar og den anden med en meget upudset saxofon. Jeg husker ikke hvad de spillede, og der var ved gud heller ikke nogen der hørte efter. Jeg tror det er det mest utaknemmelige job, jeg kan komme i tanke om. Jeg har selv haft diverse idiotjobs, men der kunne jeg i det mindste skjule mig lidt. Det kunne disse to troubadourer ikke just. De var tvunget af kontrakt (?) til at stå der og prostituere deres talent (?) i timer.

Jeg vil ikke sige, at jeg havde medlidenhed med dem, jeg vil snarere sige at jeg følte en vis empati med dem. En middelmådig åndsfyrste har for nylig erklæret, at empati er noget de kristne har opfundet, hvilket selvfølgelig er noget ævl (ikke-kristne områder på jorden burde være uddøde), men jeg følte mig nu hverken mere eller mindre kristen af, at føle med de to størrelser i kælderens dyb.

Tværtimod kunne jeg sætte mig i deres sted og blive lidt mopset på dem, der har sat dem der. Tanken har vel været at skabe lidt fredags-lounge stemning, sådan a la – hey nu slapper vi lidt af, og køber lidt godt og dyrt hos Meyer. Det var i givet fald en fejlvurdering af rang. Fredag eftermiddag vil folk HJEM! Hvis de da ikke vil på druk (sådan har jeg det i hvert fald). De vil i hvert fald ikke slappe af til lidt jazz i et gangareal ned til en metro.

Man kan søge at skabe livsstil på mange måder, denne her var direkte karikeret. Mad & Vin er skam et glimrende supermarked, men kan de ikke godt nøjes med det? Hvad bliver det næste? Performancekunst over emnet svinemørbrad? Action Painting med Chateau Latour?

Men fortsæt endelig med smagsprøverne 🙂

Planter

by Rasmus - juni 28th, 2013
  • Engang i 1980’erne, da jeg endnu ikke havde forladt det fædrene gård, forærede min kære søster mig to søde små potteplanter. Jeg mener, at det var i julegave, og at jeg blev vældig glad for dem. I 80’erne skulle man, såvidt jeg husker, have alskens idiotgrøntsager på sit teenageværelse. Der var noget der hed stuebirk (fuck de dør nemt), en dims der vist hed “prikker i luften” (den var dårligt kommet ind ad døren, før den gik hinsides). Og så var der jo altså de to jeg fik af søstermin. Aner ikke hvad sådan nogle hedder, men man ser dem stadig på offentlige kontorer. De ser meget socialdemokratiske ud, ikke så store med grønne, ret små, tykke blade. Jævnt kedsommelige.
    Nå, men jeg blev som sagt glad for dem, og de så da også rappe ud i deres små patinerede potter og ca. 15 cm. i højden med potte.
    De voksede jo, det gør sådan nogen jo, og snart blev potterne for små, hvorfor jeg skiftede dem til større.
    På dette tidspunkt var jeg forlængst flyttet hjemmefra, og var begyndt at få egne sære skikke. Jeg skal eddermaneme love for, at det gjorde mine planter også. Deres stammer (hedder det vel) begyndte at kroge sig hid og did, og lignede mest af alt Joe Cocker under dennes optræden på Woodstock festivalen.
    Det ville jo sådan set være fint nok, hvis det altså ikke var fordi, de er så hulens selvdestruktive. Jeg vander dem – trods en indædt modvilje mod deres eksistens i min vindueskarm – ofte (alt er relativt), men lige meget hjælper det. Deres blade har antaget en grønlig/rødlig/gullig kulør, og ligner nu nærmest vegeterende udgaver af Sid Vicious.
    Ikke nok med det; de smider også med jævne mellemrum de nederste blade, med det resultat at deres kroner og stammer tilsammen har et kækt/sygeligt mohawk udtryk. Navnlig den ene er helt gal på den! De nægter tilsyneladende at anerkende, at den rent faktisk har kræfter til at vokse andet end horisontalt. Den ene af dens grene peger 45 gr. opad, men dens modpart i den anden side af potten vokser fladt ud over pottens kant. Den har så til gengæld delt sig i to, hvilket har gjort dette og hint ved pottens balance.
    Den anden plante ser umiddelbart lidt mere normal ud, men det er den der for alvor er syg i roen. Stammen deler sig lidt oppe i fire nogenlunde normale grene (bortset fra det med bladede, der er lidt sporadisk fordelt). Problemet er, at selve stammen vokser i en vinkel på ca 60 gr. og derfor står lænet op ad vinduet.
    Planter skal fandme da ikke stå lænet op ad vinduer!! I sidste uge mente jeg, at den havde rettet sig nok til, at kunne stå på egne ben, og drejede den væk fra vinduet.
    Det skulle jeg jo aldrig have gjort.
    På et tidspunkt jeg ikke var hjemme valgte den at gøre en ende på sine lidelser og tog springet fra vindueskarmen. Potten holdt, og grenene ligeså. Men den mistede godt nok nogle blade.
    Men dø??? Ikke tale om!!! De vil simpelthen ikke dø, og derfor kan jeg ikke være rigtig sur på dem, uanset hvor irriterende de er. De ligner noget der er løgn, men det gør jeg jo ofte selv – især om morgenen.
    Mærkelig nok har jeg aldrig givet dem navne, det gør jeg ellers ofte med ting.
    Jeg tror jeg vil kalde dem Mullah & Marco – drønirriterende, men jeg vil godt nok nødig undvære dem.

Strøtanker om heldagsskolen

by Rasmus - april 2nd, 2013

Så har vi lockout af skolelærerne. Jeg er helt klart på lærernes side, uden at jeg dog vil påstå, at det er en konflikt jeg hidtil har sat mig vanvittig godt ind i.

Dog er en ting faldet mig for brystet – idéen om en heldagsskole. Jeg tror nok at tanken er, at eleverne ikke skal have flere timer, men skal have et afbræk midt på dagen, med andre aktiviteter. Sådan fra 12 – 14 laver man noget helt andet og meget socialt.

Nu er det så jeg spørger (ikke mindst med tanke på min egen skolegang) – hvad med de elever der virkelig ikke bryder sig om at gå i skole? Jeg selv brød mig ikke ret meget om det. Mange lærere var lige så lidt vilde med mig som omvendt, og ja, det slagsmål begyndte jeg. Jeg havde skam nogle flinke klassekammerater, men ville alligevel for det meste hellere lave ulykker med mine venner hjemme i gården. Så sjovt fandt jeg heller ikke fodbold med en tennisbold i skolegården.

Trods det, at jeg er på lærernes side, virker tanken om en lockout set med mine børnebriller aldeles vidunderlig. Jeg ved godt at nogle lærere (sikkert de fleste) giver eleverne massive mængder af hjemmearbejde, men alligevel. Men jeg var nok mere end almindelig negativ mht. at gå i skole – tro det eller lad være. Skolen var ellers ganske glimrende, det meste af tiden.

Men en ting er ikke at bryde sig om at gå i skole, en anden ting er at frygte det. Jeg blev ikke mobbet, men hvad med dem der bliver? Jeg har ikke set et eneste indlæg som omtaler mulighederne for heldagsmobning i forbindelse med heldagsskolen. Børn er til tider nogle lede små svin, og mulighederne for forfinelse af ondskabsfuldhederne, hvis man har helt til kl. 16, og oven i købet med 2 timers socialt “break” i midten er uendelige.

Hvad vil Vestager og Co. sige til de arme mobbeofre? “Sådan er det jo” er vel et meget godt bud.

Et overset aspekt ved Brian Sandberg og andre bandemedlemmer

by Rasmus - december 11th, 2012

Jeg har i dag den 11.12.12 set en artikel i Information, hvori et beklages at Brian Sandbergs optagelse Bandidos får så megen opmærksomhed. I stedet bør man henlede opmærksomheden på at afdække de kriminelle mønstre bag.

Jamen det kan man da kun give Information ret i, men det løb er vist kørt. Medierne svælger i de farlige kriminelle fordi de sælger aviser, og det gør de fordi vi som læsere/seere finder deres afstumpethed og tilsyneladende coole måde at føre sig frem på fascinerende. Nogen mere end andre, javel, men de fleste fandt det da bare lidt interessant at nogen forsøgte at skyde førnævnte Sandberg på Joe & the Juice lige midt i maden. Det er vel dybest set ikke så underligt, for spektakulært var det da. Men med attentatet fulgte det der senere er blevet en sand personkult om Sandberg, med portrætudsendelser på Kanal 5 og en mængde artikler, interviews og mere tv til følge. Jønke må have været grøn af misundelse!

Netop Jønke er vel den første kriminelle stjerne vi har herhjemme, og OM han har nydt det. Han har jo rettens ord for at han ikke er psykopat (så kan man jo tro retten), men at han er en kende selvhævdende af væsen. Ja tænk, den tanke har faktisk strejfet mig. Mon ikke Jønke er ualmindelig glad for Jønke. Så meget mere trist at skolebørn beder om hans autograf når han, af en eller anden grund, bliver indbudt til at holde foredrag på skoler.

Men der er eet aspekt jeg synes alle overser. Information informerer ganske rigtigt i dag om, at Sandberg ud af sine 46 leveår har siddet et tocifret antal år i fængsel, men som alle andre drager de ikke den naturlige slutning af det faktum – nemlig at Sandberg, Jønke og co. er elendige kriminelle. De bliver jo hele tiden fanget.

Hvad fanden er der imponerende ved en kriminel der konstant sidder i fængsel? Havde rockerne ikke været så voldelige havde der været ikke så lidt Egon Olsen over dem. Ham Bandidosrockeren der affyrede den Karl Gustav, der slog to festgæster ihjel i Titangade var så venlig at efterlade en blodig hue = en dejlig masse DNA til politiet. Hvem kunne da også i sin vildeste fantasi forestille sig, at der er rekyl i et raketstyr? Et års tid senere var en hel restaurant i Liseleje vidner da en umaskeret HA’er skyder tre Bandidosser, hvoraf en dør. Havde han regnet med at ingen turde vidne? Ikke flere steroider og kokain til den herre, det påvirker vist hans dømmekraft. En af de mistænkte for drabet på Uffe Larsen i Københavns Luftehavn talte i en indsmuglet mobiltelefon med sin mor, da han sad varetægtsfængslet. Det kostede så en “bror” 16 år. Herre Jemini, hvor dum kan man være? Kunne det tænkes at politiet muligvis kendte til din hemmelige mob kammerat, og muligvis havde overvejet om du ville sige noget interessant i den?

Jamen hvad er der galt med dem? De har nogle æresbegreber der (forhåbentlig) ligger lidt uden for normaldanskerens fatteevne, men det kan da ikke ligefrem være morsomt at sidde i fængsel. Så var Jønke vel ikke stukket af til Canada efter mordet på Makrellen. De sørger angiveligt for deres indsatte “brødre” så godt som muligt, men alligevel.

Det er æresbegreber jeg ikke forstår. Jønke sagde engang noget i retning af at det er noget pladder at man ikke må slå ihjel, man skal bare være villig til at tage sin straf. Spørgsmålet er, om det ikke er at gøre en dyd af nødvendigheden?

 

 

 

Jamen lille Guds Steno, hvad skader dig?

by Rasmus - december 13th, 2011

Jeg sætter normalt stor pris på Torben Steno, hans skæve indlæg og synsvinkler er befriende morsomme og som oftest tankevækkende. Hans anarkistiske tilgang til verden er noget man ser for sjældent, for modsat eksempelvis den gennemsnitlige stand upper, der primært gør sig i perfiditeter om kendte, arketyper som svigermødre eller holder sig under bæltestedet, besidder Torben Steno en humor som er kan karakteriseres som venlig. Og det er der heldigvis fortsat et publikum til.

Men nu synes jeg faktisk at han tager munden for fuld. Han (som så mange andre i min bekendtskabskreds) brokker sig i Politiken over danskernes manglende høflighed. Ikke overraskende får 68’erne skylden. De får skylden for alt i øjeblikket. Men den gider jeg ikke tage nu.

I henhold til Steno er det fordi de (68’erne) partout evig og altid skal være grænseoverskridende, og det har medført egoisme og manglende høflighed. Han bebrejder retfærdigvis også sin egen generation (han er født i 1959).

Jeg synes simpelthen det er for nemt at bebrejde dem igen (stadig 68’erne), og i øvrigt oplever jeg sgu ikke danskerne som specielt uhøflige sammenlignet med de udlændinge som Steno sammenligner med. Han sætter ligefrem sin lid til at den unge generation har lært høflighed i udlandet, og at det vil smitte af på danskernes opførsel herhjemme. Ææææhhh, I don’t get it??? Han efterlyser bla. et “S’il vous plait” og et “please” ind i mellem. Okay, den er jeg med på – da jeg i en kort periode i 1988 boede i Paris lærte jeg ret hurtigt, at vejen ud af en overfyldt metro var et sukkersødt “excuse moi” efterfulgt at et nyrestød med tasken der have afstedkommet blod i urinen dagen efter. Meget høfligt. Jeg har før citeret Keith Richards, der havde en lejlighed i Paris i 70’erne, for at sige “Jeg elsker Paris, men hader pariserne. Jeg har gjort det til en sport at gå ned ad gaden og se hvor langt jeg kan komme før jeg bliver fornærmet første gang”. Yup, I know that feeling. Det skulle angiveligt være blevet bedre de sidste år, men jeg vil se det før jeg tror det. De unge englændere i flok jeg har mødt, er generelt heller ikke just høviskheden selv. Faktisk undrer man sig undertiden over, at de vandt krigen. At Steno roser engelske hjemløse for at sige “Please” og “Sir” og det som værende en indgroet del af deres kultur, finder jeg lidt kynisk, hvis de ikke gjorde det, ville det være påfaldende. Jeg tror virkelig ikke at man skal lægge nogen kulturel høflighed i det.

Jeg kunne til nød forstå hvis han talte om storbymentalitet, hvilket kan bunde i så meget forskelligt – stress, for mange mennesker på et sted, almindelig travlhed osv, men nej, det er danskerne generelt den er gal med.

Det er i det hele taget ikke småting vi ikke får skyld for af Steno: Vi er tvangsjovialiserede Vi taler indforstået, som om vi er venner hele tiden, og krammer hinanden i ét væk, vi er falske og naturligvis uhøflige. Arh – kom nu Torben, så slemme er vi vel heller ikke hele tiden. Franske kindkys er nok heller ikke andet end en formalitet, og asiaters smil er for mig lidt svære at aflæse. Se blot “Broen over Floden Kwai” (JOKE!!!)

Jeg oplever bare ikke den ufattelige afstumpethed de fleste af mine modmennesker (og Steno) beskriver. Mit politiske ståsted er de fleste af mine bekendte bekendt (et sted mellem Enhedslisten og Rote Armee fraktion), så jeg burde have rigeligt at lave vrøvl over, for de sidste 10 års regering har ved gud gjort os en kende egoistiske.

Men alligevel synes jeg at folk generelt er meget flinke – desværre! For hvor mine rakkede venner mødes med uhøflighed, grovhed grænsende sig til vold og nedladenhed bliver jeg generelt behandlet neutralt eller ligefrem venligt. Men det er bestemt ikke udelukkende med min gode vilje! Her ligger man inde med en perlerække af grovheder at slynge tilbage i hovedet på eventuelle misdædere, og så sker der ikke og en skid! Det er ikke retfærdigt! Jeg talte med min så ofte på min blog omtalte ven Per i går, og han sagde, at det kan skyldes at jeg generelt er et vældigt høfligt menneske. Under normale omstændigheder havde jeg jo smækket røret på, for det er dog begrænset hvad jeg vil tage til mig, men jeg var i nogenlunde humør, og lod den passere. Sæt nu at han for engang skyld havde ret.

Og måske har han virkelig ret – irriterende nok når man har W.C. Fields som humoristisk forbillede. Jeg prøver i min omgang med mennesker jeg ikke kender, generelt at være venlig. Det kan der selvfølgelig være flere årsager til: Det virker afvæbnende og det kan skjule eventuel usikkerhed, men det tror jeg faktisk ikke. Primært fordi jeg hverken er konfliktsky eller usikker i min omgang med fremmede. Måske falder det mig bare naturligt at være relativt venlig. Min oplevelse er, at mangt og meget kan løses med øjenkontakt, lidt humor og et smil, og jeg synes altså ikke kun det er mig der tér sig sligt. Hvis Torben Steno selv møder danskerne med den attitude han siger dansken generelt lægger for dagen, kan der muligvis ligge en hund, nej en hel kennel, begravet i hvordan han føler sig behandlet.

Forstå mig ret, jeg er bestemt ingen engel. Jeg opfatter ofte folk som værende lallende idioter, ellers havde vi da for helvede ikke VKO ved roret i så mange år, men de er et onde jeg må leve med, og derfor kan man ligeså godt opføre sig ordentligt overfor dem. Undtagen når det modsatte stikker mig selvfølgelig. Faktisk er det kun mine venner, jo nærmere jo værre, der oplever mit kun let, fra min fader nedarvede, koleriske temperament, der kan være til tider endog yderst urimeligt.

Faktisk virker det på mig, som om at flere af mine venner nærmest leder efter at blive fornærmet. Al ære og respekt for det, men er det så ikke sjovere at slå først og titulere kvinder på omkring 60 med “De” (læs: få dem til at føle sig som 80 årige), være overdreven høflig overfor folk der virker irritable, og imødegå et vredesudbrud med “Men Deres gode humør, det kan jeg ikke tage fra Dem”. Tro mig det virker, og det er dem der får mavesår – ikke mig. Samtidig kan man underholde de omkringstående.

Jeg synes at Torben Steno skyder noget så over målet, og at dømme ud fra et par af kommentarerne i Politiken, er han vist heller ikke for god selv mht. høflighed. Men herregud, alle kan have en dårlig dag.

Han skyder med spredhagl på hvad han med rette kunne have kaldt storbymentalitet, omend København som storby er lidt af en overdrivelse. Jeg synes ud fra hvad jeg kender til ham, ikke at det ligner ham, endsige klæder ham med sådanne udgydelser.

Men heldigvis at visse mennesker har det sådan med deres med- eller modmennesker. I går da Per kaldte mig “høflig”, sad han i den bilkø der var opstået fordi man valgte at begynde ombygningen af Nørreport netop i går. Han var sanseløs af raseri!! Ubetaleligt – den slags giver livet værdi…

 

Joachim – du skulle være blevet ved dine kugler

by Rasmus - december 7th, 2011

Jeg må beundre een ting ved Joachim B. Olsen: Hans retoriske mod. Først fastslår han at vi ingen fattige har i Danmark! Nej i Somalia er de fattige! Der er absolut intet at klage over i DK. Sammenligningsgrundlaget er vidunderligt; det svarer til at sige at en patient med gulsot ikke fejler en skid sammenlignet med staklen der er blevet ædt af en løve. Til Joachims hjælp kom SFs Özlem Cekic, der til fulde lever op til Arne Ands vise ord om “At tænke før man taler, er som at tørre sig i røven før man skider”, med en vaskeægte fattig. Det viste sig jo så, at det var hun vist ikke alligevel… KRAFTIDIOT!!!!!

Dernæst fastslår dette liberalismens sorte hul (Joachim forstås), at de fattige (jeg ved ikke om han brugte ordet i Clement Søndag, hvor udtalelsen faldt) kan spare ved at bage selv. Nåh ja! de kan også spare penge til tøj ved at tage aviser ind mod kroppen om vinteren. Det gør man i Tour de France under nedkørslerne, og i øvrigt vil det ikke kunne ses med bare en tynd vindjakke udover. Så det er med andre ord ikke i mindste måde ydmygende – et ord Joachim tilsyneladende ikke kender. Jeg vil lige anføre, at sidst jeg forsøgte mig udi bageriets svære kunst, var resultatet mere anvendeligt som byggemateriale, end som levnedsmiddel.

Nu sætter Joachim for alvor trumf på, og fastslår, at regeringen skaber et amoralsk samfund. Han mener at fjernelse af kontanthjælpsloftet og fattigdomsydelserne er den rene gift for moralen. Hvordan kan han udtale sig om det, ovenpå hans seneste udgydelser, spørger jeg? Han bygger sine påstande på en undersøgelse fra Danmarks Arbejdsgiverforening, der tidligt i går (6.12.) omfattede 15.000 adspurgte – hvilket senere blev rettet til godt 250 – og af disse 15.000 gad 33.9% af kvinderne ikke at arbejde! Dette (første tal) er naturligvis vand på Joachims mølle, for ifølge ham er de offentlige ydelser generelt så store, at det ikke kan betale sig at arbejde. Han er naturligvis meget meget bekymret, den stakkels mand.

Nu er der som anført gået totalt kludder i antallet af deltagere i den pågældende undersøgelse, men det jeg ikke kan lide ved Joachim B. Olsens holdninger er, at han tilsyneladende tager det for givet af 33.9% af de arbejdsløse kvinder ikke gider arbejde. Det anser jeg ganske enkelt for dybt naivt at tro. Jeg mener ikke at kende nogen ledige, der ikke gider arbejde. Det ville ganske vist være yderst politiks ukorrekt at indrømme, at arbejdsmarkedet har fanden skabt, men jeg tror simpelthen ikke på, at det kan være specielt attraktivt at have det offentliges ånde i nakken konstant. Jeg ser det som en udtryk for den hetz der har været mod de ledige de sidste 10 år. Katastrofen Claus Hjort Frederiksens idé med at de ledige pinedød skulle søge 4 jobs om ugen er det mest graverende eksempel, jeg kan komme i tanke om. Det blev da også droppet, bla. efter pres fra det højhellige private erhvervsliv!

Joachim B. Olsen fatter ikke at med den tidligere regerings behandling af de arbejdsløse skabte man flere fattige. Man får sgu ikke folk i arbejde ved at true dem, det gør dem, deriblandt jeg selv, der gik ned med en depression, paranoide. Og med Fogh/Løkke regimets fattigdomsydelser fastholder man folk i deres tilsyneladende uløselige situation. Men den slags preller af på hvor stolte tidligere nationalkuglehelt (jeg gider ikke bruge krudt på hans egen tid på overførselsindkomst fra Team Danmark),

Skyde på folk der for en stor del ligger ned, dét kan Joachim og den tidligere regering, og det er han/de rigtig gode til. Men den slags er jo ikke amoralsk mere, det har ti års “liberalt” styre legitimeret. Nogen kalder det liberalisme, jeg kalder det egoisme. Joachim taler om at regeringen skaber et amoralsk samfund – de kan da højst videreføre det, omend i en lidt anden form end Joachim ville foretrække, hvis man da anerkender Joachims begreber om “amoralsk”.

En anden ting er så, at VKO mere eller mindre har legitimeret holdningen, at de svageste overhovedet ikke er svage, men blot spiller svage. Se blot hende Özlem Cekic! Hun kunne overhovedet ikke finde en rigtig fattig! De eksisterer med andre ord ikke! Hvis bare hun dog havde gjort sig lidt mere umage – hun er med til at mistænkeliggøre en hel befolkningsgruppe. I sandhed et virkelig stærkt kort for højrefløjen.

Men ok, hvis Joachim B. Olsen kan begå sig udi mistænkeliggørelsens kvalmende disciplin, så kan jeg også (jeg har alligevel knap så meget at skulle have sagt som en folkevalgt). Hvis de arbejdsløse for en stor del ikke gider arbejde, så vil jeg vove at påstå at hans mildt sagt kategoriske udtalelser skyldes doping. Jeg kommer grant ihu hvor stor han var da han var på sit højeste i sin sport. Overarme tykkere end tamilrapporten. I dag er han, med en let omskrivning af the Beatles “Not half the man he used to be”. Det er doping, der er ingen tvivl (aner ikke om manden nogensinde er testet positiv, men hul i sagligheden). Hans aggressive udfald skyldes uden tvivl et latent overskud af testosteron! Nogen får cokepsykoser, han har fået en dopingpsykose! Det er tydeligt for enhver!

Det virker på mig som om at Joachim B. Olsen overhovedet ikke skænker det en tanke, at det er menneskeskæbner han taler om.

I guder, og i dag er det 70 året for angrebet på Pearl Harbour, hvilket jeg ikke har set nævnt i nogen danske medier, men det er en anden historie.

 

Kasper Kloch, Futbolmania, spansk fodbold i sol og skygge. Nå ja, og Frederik til at sætte tingene lidt i perspektiv

by Rasmus - november 18th, 2011

Egentlig ville jeg bare skrive om een bog i dette indlæg – Kasper Klochs bog Futbolmania om spansk fodbold, der netop er udkommet, og som ganske enkelt er fremragende. Men tidligere i dag postede på Facebook min gohode ven og kammerat Mit Navn er Keith, Anders Haarh Rasmussens anmeldelse af den tidligere Frederik Fetterleins selvbiografi Fetterlein – Forført af livet. Oh Tak Oh Keith, for den tidligere ketchersvingende, nu egomastruberende ungersvends bedrifter er levende elendigt skrevet, som Haarh Rasmussen skriver:

Forlaget Bogkompagniet har tradition for sjuskede udgivelser, men med Forført at livet sætter de nye standarder. Der er fejl på alle sider. Slåfejl, stavefejl, faktuelle fejl, syntaksfejl og flere kommafejl, end jeg har set i tre år som lektiehjælper for tosprogede børn på Nørrebro.

Anmeldelsen er yderst underholdende, og så har han, efter ovennævnte uddrag, endnu ikke omtalt indholdet… Det er angiveligt så selvforherligende af det trodser enhver beskrivelse, og er tilsyneladende så påvirket af forfatterens ståen-på-ski-i-meget-mærkelig-sne, at det ærlig talt ikke er værd at beskæftige sig indgående med her.

Nej, det er slår mig er forskellen på Klochs og Fetterleins tilgange til deres emne. En selvbiografi som sidstnævntes kammer let over, hvis ikke såvel forfatter som ghostwriter holdes i stramme tøjler. Den slags har tilsyneladende ikke generet Fetterlein og co. Han omtaler med glæde, ja i anmeldelsen virker det som stolthed, alle de fejl og ondskabsfuldheder han har bedrevet. Der reflekteres i flg. Haarh Rasmussen ikke over dem, og på mig virker det som om, at det mener Fetterlein heller ikke rigtig, at der bør gøres – for han er jo den tidligere Fetterlein, der nok har kvajet sig, men stadig er mig, Mig, MIG!!!! FAT DET, så derfor er det ok. I den forbindelse citerer anmelderen J.D. Salinger:

Der er nok aldrig skrevet en skriftestolspassage, som ikke stank en smule af forfatterens stolthed over at have givet slip på sin stolthed. Når man har med en offentlig bekender at gøre, skal man altid lytte efter det, han ikke bekender.

Nå, nok om den nar, og dog – for det er interessant at stille hans forhåbentlig ikke alt for digre værk op overfor Kasper Klochs Futbolmania, spansk fodbold i sol og skygge.

Fetterlein er ufattelig glad for Fetterlein, og Kloch er også umådelig begejstret for spansk fodbold, og Spanien i al almindelighed. Det første forstår jeg ikke, og jeg har læst både anmeldelsen og uddrag af bogen i Ekstra Bladet. Det sidste forstår jeg, trods at jeg aldrig har været i Spanien, og indtil for nylig ikke vidste ret meget om spansk fodbold, bedre. Futbolmania er ganske simpelt opbygget i kapitler med præsentation af de forskellige klubber, deres historie, tilhængere og plads på det spanske fodboldlandkort. Dette gør det ellers meget komplekse emne overskueligt, men det har sandt for dyden også været nødvendigt, for du store antabus hvor er de dog passionerede om deres sport på den iberiske halvø! Jeg har indtil nu fundet dansk fodbold nogenlunde underholdende, i hvert fald hvis man ser det med andre i festligt lag, gerne på en bar. Efter Futbolmania, bliver det sgu ikke rigtig det samme at se FCK og Brøndby tørne sammen i parken. Nej, jeg har ikke været der live, men tvivler på, at danske fans kan mønstre slig entusiasme. Jeg synes stemningen på gaderne op til de store opgør i Parken virker mere aggressiv end entusiastisk. Der mangler den højtidelige, politiske, nationalistiske og nærmest religiøse, tilgang som spanierne går til bold med. Kolch går i hvert kapitel til en kamp hvor kapitel-holdet spiller. Dette er meget levende skildret, men interessant er det, at han ikke omtaler fulde folk på stadion. Bagefter, javel, men fodbold er tilsyneladende en andægtig affære i Spanien. At brække sig på stadion svarer vel cirka til at lade sit vand op ad en Jomfru Maria statue.

Kloch har interviewet et hav af entusiaster og tidligere spillere (deriblandt Emilio Butragueño man som dansker har en høne at plukke med efter en vederstyggelig kamp ved VM i Mexico i 1986 hvor han scorede 4 af Spaniens 5 mål mod Danmarks ene = exit Danmark). Alle er de fremstillet meget levende, som entusiaster og mennesker, og det er faktisk noget af en præstation, og kendetegnende for hele bogen. Der er ingen tvivl om forfatterens engagement og store viden om sit emne, researcharbejdet må have været enormt (og ligeså skægt), men på intet tidspunkt kapper han over, og bliver patetisk som Jørn Leth i Tour de France. Kloch er, måske mere korrekt, vild med sit emne, men stringent som få – det handler om oplysning, ikke hans personlige mening – og hatten af for det.

Bogen er rasende godt skrevet, og med en energi der reflekterer emnet. Endvidere besidder Kloch en sans for små selvoplevede detaljer fra før, under og efter kampene som gør historierne om klubberne endnu mere levende. Der er tale om en grundbog for folk som jeg, der havde en lille interesse for spansk fodbold, som aldrig er blevet til noget grundet uvidenhed og muligvis manglende tv-dækning. Min interesse er nu helt klart blevet vakt – men at rende rundt i klubtrøjer fra Barcelona eller Real Madrid – nix, det er det sgu for koldt til i Danmark.

Fetterlein kan forhåbentlig ikke bebrejde tennis for at hans ego er blevet så opblæst. Undertitlen til hans bog burde have været Ved jorden at blive, det tjener os bedst. Men det er vist lidt sent.

Kasper Kloch, Futbolmania, spansk fodbold i sol og skygge. Forlaget Belgrano, 2011.